Nicolas Bro

Motivation

Når man ser en virkelig god skuespiller, så beundrer man det virkelig gode spil, den store præstation, der lyser i rummet. Men når man ser en sublim skuespiller, så undrer man sig over, om vedkommende overhovedet spiller, for det er som om han bare er til stede som sig selv. På en måde er det altid den samme person man ser, og derfor ser det så legende let ud, vedkommende er der jo bare. Kun den der er tæt på skuespillerens arbejde, véd hvilken præstation, der ligger bag.

Nicolas Bro er en sådan skuespiller. Hans formår at rumme modsætningsfyldte udstrålinger af sårbarhed, godhed, sensibilitet og intelligens, der hvert øjeblik krydres med utilladelig naivitet, godtroenhed, stupiditet, infantilitet, fantasteri. Lige sådan med hans erotiske udstråling, der kan forekommer forsigtig og grænseoverskridende på samme tid. Er Nicolas Bros karakterer i deres essens meget svage eller meget stærke? Det vil vi kunne diskutere fra nu af og til dommedag. Og hvis nogen skuespiller skulle kunne rumme visionen om dommedag, må det være Nicolas Bro, han ville kunne spille Sankt Peder, englebasse og djævel lige overbevisende.

Nicolas Bro er også dramatiker og har skrevet mange stykker, blandt andet: Den Biologiske Abe , Natsværmer, Guddommeliggørelsen Af Den Laveste Fællesnævner, Stolthed Er Kolossal og Slutstrand. Alle disse stykker er skrevet af en mand, der ikke er holdt op med at undre sig over, at vi befinder os på en klode, der roterer rundt om solen med over 80.000 kilometer i timen, og at det er os, der har hovedet nedad.

I Nicolas’ stykker har figurerne deres eget sprog, der ligner det sprog vi taler, men alligevel ikke er det. Det er umuligt at forudsige hvad det næste spørgsmål er, og det er komplet umuligt at regne ud, hvad svaret bliver.

Nicolas Bro er ikke bare skuespiller og dramatiker. Han er også en markant filmskaber der er parat til at bruge sig selv fuldstændigt kompromisløst. Det så vi i hans samarbejde med Christoffer Broe i Off Screen hvor Nicolas Bro filmede sig selv og improviserede sin rolle frem så man sad tilbage med en rystende oplevelse af at have fået et indblik i de mere mørke sider af den følsomme skabende kunstnersjæl.

Der er et slægtskab mellem Nicolas Bro og Lars Kjeldgaard i deres kompromisløse tilgang til deres arbejde, nærmest ligegyldigt hvilken genre de har bevæget sig i. Derfor har det i bestyrelsen for Lars Kjeldgaard Fond været et naturligt og oplagt valg, at den første modtager af Lars Kjeldgaard prisen bliver netop Nicolas Bro.

Prisuddelingen fandt sted d. 4. september 2014 17-20, Den Danske Filmskole, Theodor Christensens Plads 1, 1437 København K

Sort Samvittighed

Motivation

Sort Samvittighed er et kunstnerkollektiv, hvilket i vores egocentrerede verden i sig selv er en tårnhøj manifestation. Derudover er kollektivet i stand til at være grænseoverskridende og hente de mest nyskabende udtryk med hjem fra deres kunstneriske opdagelsesrejser. Sort Samvittighed er en helt enestående og meget kraftfuldt kunstnerisk stemme, der ikke findes mangen til i hele Europa — og stærkest af alt: de er alle kvinder.

Helt overordnet har kollektivet erstattet de uendelige debatter om ligestilling med handling, og det er det, der tæller her i verden.

Prisuddelingen fandt sted den 9. september 2015 17–19 på Den Danske Filmskole, Theodor Christensens Plads 1, 1437 København K.

Filmskolens manuskriptforfatterlinje 2016

Prisuddelingen fandt sted d. 22. september 2016 på Musling Bistro, Linnésgade 14, 1361 København K.

KNUTTEBARNET

Pristale af Claus Flygare

Kæreste Knuttebarn

Det er en udsøgt fornøjelse for mig at skulle give dig et ord på vejen i forbindelse med, at det i år er dig der bliver forgyldt og hædret med Lars Kjeldgaard-prisen.

På en dag som i dag glider tankerne så tilbage på alle de gange vi tidligere har mødt hinanden her i livet.

Første gang jeg blev klar over, at du overhovedet eksisterede var efter “Den franske sommer i lystløgnerens jerngreb”.

Så ved vi begge vist godt hvad der tænkes på.

Det foregik sådan: Det er efteråret 1978. Jeg kommer gående hen ad Gammel Kongevej, da jeg pludselig hører nogle råb. En sitrende, angstfuld stemme gisper råbende: Clauuuus, Clauuuus….

Det var din far – der sjovt nok ligesom dagens prisuddeler hedder Lars K.

Han griber fat i min arm og klemmer til. Han er helt ude af flippen.

“Har du været i Frankrig?

“JA.”

Nede i det hus han påstår, at han ejer i Bretagne?”

“JA.”

“Lad os gå herind. Jeg skal tale med dig.”

Så rev han mig ind på det nærmeste værtshus. Til alt held var det 90’eren og vi gik ind og bestilte to 90er platter: to fadøl, og to flaskeøl, som vi skulle drikke, mens vi ventede på at fadøllet fik dryppet af.

I samme øjeblik vi satte os ned, begyndte en meget lang monolog.

“Jeg fatter ikke hvordan han kan gøre det? Var du i huset? Var han der selv samtidig med? Han havde virkelig presset på, for at vi skulle komme derned. Det var meget følsomt. Det var første gang efter jeg var blevet skilt, hvor vi skulle prøve at være de to familier sammen.

Han havde lovet at vi sagtens kunne bo i huset. Da vi så kommer der ned, er han der ikke. Der holder en tysk Mercedes udenfor huset.

De forstår ikke noget. De aner ikke hvem han er. Det var slet ikke hans hus. Det var bare et han havde lejet. Men de er søde, så de giver os lov til at slå et to-mands-telt op ude i haven til fem børn.

Så begyndte det at regne. LINE lå i det tomandstelt. Sammen med sin søster og tre andre børn…”

Det var første gang jeg hørte om dig.

Næste gang jeg hører om dig, er fem-seks år senere. Jeg har skrevet en revy, der skal spille i Tivoli Friheden i Århus.

Din Lars K. skal instruere.

Vi sidder og snakker om teksten. Det vil sige: Jeg sidder, Lars K. går op og ned af gulvet. På et tidspunkt stopper han op og siger:

“Line er begyndt at skrive digte.”

Og så spærrer han øjnene op og stirrer på gulvet et stykke frem for sig, som om han stirrede direkte ned i Dantes helvede.

Mere sagde han ikke, og så snakkede vi videre.

Imens kørte jeg en undertekst, der sagde:

“Det er sgu da klart efter den sommer i Bretagne i det tomandstelt.”

Det har jeg faktisk tænkt flere gange siden.

I mine tanker har jeg bogført det sådan, at du er blevet dramatiker på grund af den telttur i Bretagne.

Næste knivskarpe billede jeg husker er da vi pludselig er kommet på banen samtidig. Vi er begge to dramatikere på den sommerforestilling der hedder: Ich Bin Ein Kopenhagener.

Vi var de to eneste dramatikere, plus selvfølgelig hvad de medvirkende selv kunne finde på undervejs. Men det blev noget underligt noget.

Af en eller anden grund, opførte de sig, når de var stukket af fra en lukket afdeling. Det er noget af det mest psykotiske jeg har været med til.

Men det var sjovt at holde møder med dig.

Vi har et fællestræk, som jeg holder meget af. Når der er noget vi ikke bryder os om, eller som forarger os, er vi i stand til at køre et raseri op til titaniske højder. Der blev råbt og skreget under vores møder. Spyt og fråde stod til alle sider, og vi fik det ud. Det var forløsende, og jeg har altid følt, at jeg blev et bedre menneske af at opføre mig sådan..

Og sjovt nok: Lars Kjeldgaard var også i stand til at akkumulere sit eget afsindige raseri op, helt ud af den blå luft.

Men i vores forestilling insisterede du f.eks. på, at vi skulle lave nogle numre, hvor man skulle latterliggøre din farmors måde at synge viser på. Det kunne du simpelthen ikke holde ud.

Det var ganske enkelt et drabsforsøg på arvemassen.

Du var nået dertil i dit liv, hvor der skulle gøres op med fortiden. Ikke så meget din far. Det eneste angreb på ham jeg kan huske, var en replik i et stykke, hvor hovedpersonen siger:

“Min far har ikke tid. Han har travlt med en plancheudstilling om sig selv inde på Kultorvet.”

Dybest set er hele dit dramatiske værk sikkert et opgør med Lars K., men på dette tidspunkt ville du befri dig for var din farfar og især din farmor: Lulu Ziegler hvis karriere peakede under de fem forbandede år med bl.a. visen om En Rede Så Lun Med De Dejligste Dun… Du ville have, at der skulle synges “Jeg er den sidste sadist i Europa….” eller sådan noget, mens den syngende var ved at blive kvalt i en masse tørklæder som hun havde om halsen.

Den slags oprør er livsnødvendige for en kunstnerspire, hvis ens forældre og andre af ens forfædre er kendte kunstnere. Det er vigtigt, at man markerer sig som sig selv og finder sin egen vej at gå og ikke stiller sig tilfreds med at være et vedhæng til andre familiemedlemmers karriere.

Du har fundet din egen vej, og derfor hedder det i dag: “Lulu Ziegler, hvem er det?” “Det er Line Knutzons farmor.” “Godt, så er jeg med. Line hun er fed.”

Det er sådan det skal være.

Det næste billede, som jeg har et påtrængende behov for at fremkalde, er taget for 5-10 år siden. Vi er til middag, og vi har hinanden til bords. Efter du har indtaget en, måske flere frokostøl, vender du dig mod mig og siger, at det er min skyld, du er blevet dramatiker.

Det kom faktisk bag på mig og fyldte mit gamle stenhjerte med varme og stolthed.

Min lykkerus var dog ikke mere omfattende, end at det senere på aftenen lykkedes mig at ødelægge festen ved at blive rasende på en af gæsterne, der i et anfald af Rødvinstourette hældte ondskabsfuldheder ud over alle – og blandt andet en af mine bedste venner.

Det sidste billede, viser en situation fra prøverne til en kortfilm, hvor du har skrevet manuskriptet og hvor jeg medvirker som skuespiller.

Manuskriptet er meget morsom og noget underligt, fordi personerne pludselig foretager nogle voldsomme kvantespring og reagerer på noget man ikke helt forstår dybden af.

Du spiller for, og jeg forsøger at nå ind til hvad du har tænkt da du skrev det. Det er ikke nemt, men det morer mig.

Det er et udviklingsprojekt, så Filminstituttet skal se en film af vores prøver.

På det tidspunkt brød helvede løs. De fattede ikke hvordan det var jeg spillede. Jeg tror de mente, at jeg skulle skiftes ud.

Instruktøren blev rasende, og sagde at jeg spillede sådan, som hun ville have jeg skulle spille.

De ville ikke give filmen penge til at blive produceret, før de var sikre på, at jeg var den rigtige til rollen.

Det endte med at jeg kom i en dramatisk hjælpeklasse, hvor jeg i en uge skulle gennemspille alle mine scener, med forskellige indstillinger.

Da jeg var kommet mig over ydmygelsen, havde jeg en meget festlig uge. Jeg instruerede mig selv og spillede nuance på nuance.

Hvis jeg skal være ærlig, så var det den fedeste uge jeg længe har haft, og jeg fik så meget ud af gå i den dramatiske hjælpeklasse, at jeg siden har vundet de castings jeg har været til.

Resultatet var også at filmen fik penge, og at alle blev glade.

Alt sammen bare fordi jeg forsøgte at trænge ind i Knuttebarnets dramatiske univers.

Moralen er, at du er en ener og man skal ikke forsøge at gå dig i bedene, for så ender man i en dramatisk hjælpeklasse.

Uden at nogen kunne forklare det nærmere, var alle i bestyrelsen enige om, at du var et indlysende valg til at få Lars Kjeldgaardprisen 2017.

Alle synes I minder om hinanden, uden at nogen dog er i stand til at forklare hvori ligheden bestod.

Det er jeg godt tilfreds med. Man skal ikke forklare alting.

Man skal huske bare at opleve.

For eksempel har jeg altid holdt jeg meget af dig, uden at jeg har behov for at forklare hvorfor, og det har været en oplevelse at have kendt dig siden du lå i telt i Bretagne.

Stort tillykke med Lars Kjeldgaard Prisen 2017.

Forfatteren Elsebet Nielsen (“Dramaturgi med Mogens Rukov”)

Pristale af Claus Flygare

Lars og jeg var i gang med at lave en forestilling om Holberg, da han pludselig døde.

Forberedelserne til forestillingen gik blandt andet ud på, at vi læste alle Holbergs teaterstykker. Det foregik ved at vi mødtes hver dag og læste et stykke. Der var 27 stykker, så det tog sin tid.

Når man mødes hver dag i så lang tid og laver det samme, udvikler der sig hurtigt nogle rutiner.

Her handlede det om, at

1. Lars kom med hundene
2. Lars bad mig om at se efter hundene
3. Lars gik i byen og købte frugt og grøntsager.
4. vi skyllede og rensede grøntsagerne
5. vi pressede det hele til saft.

Det smagte nogen gange meget underligt men vi hældte det ned alligevel, fordi vi havde en grundlæggende ide om at al presset frugt var sundt.

Vi sad og og snakkede om alt muligt for at undgå at komme i gang.

Under disse overspringssamtaler fortalte Lars mig at han havde udviklet noget som var kommet bag på ham selv. Han købte altid ind til mange flere mennesker, end der skulle fortære det han købte. Mange gange var det kun ham selv han lavede mad til og alligevel købte han ind til 4-5 personer.

Hvis han daskede rundt og så på forskellige ting, f.eks. køleskabe kunne han gribe sig selv i at tænke: “Det er da et dejligt stort køleskab. Det er godt når børnene kommer til middag.” Børnene??? Han havde jo ingen børn. Han betroede mig, at han åbenbart havde udviklet en atom-familie, en familie der ikke var der, men som åbenbart levede i bedste velgående i hans fantasi og i hans opfattelse af sit familieliv.

På samme måde var det med saftpresseren. Det var også en stor bammerdreng til en større familie.

En dag erklærede han alvorligt, at han ville skænke saftpresseren til Mammutteatret. Den skulle altid stå på teatret, så de ansatte kunne presse saft lige når det passede dem.

For nogle år siden havde vi ikke længere råd til at have vores lokaler på Nørrebrogade, så vi pakke alting sammen og kørte det ud på et lager.

Pånær saftpresseren. Den blev kørt ud i min kolonihave. Der har den så stået og kukkeluret indtil for et par uger siden.

På denne her tid af året begynder æblerne at falde ned fra træerne. Det har altid ærgret mig, at jeg ikke kunne finde ud af at bruge æblerne til noget fornuftigt. En nat vågnede jeg og tænkte:

Saftpresseren.

Næste morgen lå der nogle æbler på græsset, som jeg samlede sammen og pressede, sammen med alt muligt andet jeg havde i køleskabet: Gulerødder, tomater og et salathoved…det kom der en fantastisk saft ud af, som jeg drak med stor fornøjelse mens alle minderne om Lars og Holberg kom skyllende ind over mig. Det var bestemt ikke dårligt.

Siden har jeg brugt den dagligt, og hvergang jeg bruger den tænker jeg på Lars og ærgrer mig over, at han ikke fik lov til at lave mange flere manuskripter og hvad han eller gik og lavede.

Men sådan er det og det kan man ikke gøre noget ved.

Det man kan gøre noget ved er hvordan man forvalter den arv man har har fået.

Når man taler om manuskriptlinien på Filmskolen så er det sådan, at hvis man har sagt Kjeldgaard, har man også sagt Rukov og omvendt.

Og hvad Rukov angår så har Elsebeth Nielsen forstået at forvalte den arv hun har fået i form at alle de noter hun har lavet under sine år på Filmskolens manuskriptlinje.

I første omgang drejede det sig om, at ville lave en bog hvor alle de guldkorn der var blevet spredt med Rukovs runde hånd blev fastholdt i form, der kunne deles med andre.

Rukov var behjælpelig med at gøre det hele forståeligt og udbyggede sine tanker og meninger sammen med Elsebeth, mens hun skrev på bogen.

Det er der kommet en meget enestående bog ud af. Det kan man blandt andet se på folks reaktion, når de ser den.

Ej findes der sådan en bog?

Hvor kan man få den?

Jeg sad for nylig til fest i Dramatikerforbundet ved siden af nogle manuskriptforfattere fra Filmskolen og sludrede og fik på et tidspunkt lyst til at spille klog, og spurgte om de kendte den bog der hed DRAMATURGI med Mogens Rukov.

“Ja, den kender jeg godt” sagde en nydelig vellignende kvinde, “det er mig der har skrevet den.” Så var det forbi med at spille superklog for en tid….

Elsebeth Nielsen!! Stort tillykke med Lars Kjeldgaards Prisen 2019.

Jeg vil nu give ordet til Vinca Wiedemann….

How To Kill A Dog: Jennifer Vedsted Christiansen & Emma Sehested Høgh

Pristale af Claus Flygare

Det er en stor glæde igen at skulle være med til at uddele Lars Kjeldgaard prisen.

Hvert år samles fondens bestyrelse og beslutter hvem der skal have årets pris.

Den eneste retningslinje vi har, er at vi skal uddele prisen i Lars ånd.

Det bestræber vi så på, selv om vi sikkert alle sammen mener noget forskelligt om, hvad Lars ånd er for noget.

Alligevel lykkes det os en gang om året at blive besjælet og når seancen er forbi har vi truffet en afgørelse der altid er enstemmig.

Det er ingen hemmelighed at dette års prismodtager er Kunstnerduoen

HOW TO KILL A DOG

Duoen består af to usædvanligt begavede, talentfulde og meget vellignende kvinder, så allerede her er det nemt at føle at Lars ånd er til stede. Jennifer Vedsted Christiansen og Emma Sehested Høeg udgør duoen.

Nu synes jeg I skal kommer og står her sammen med mig, så man kan se hvordan I reagerer, når I bliver feteret.

I mødte hinanden på teaterskolen og opdagede at I delte teatersmag og humor og det skabte et fællesskab som I har holdt fast i og udbygget lige siden.

I første omgang lavede I forestillingen eller vanvidscabaretten - som nogen har kaldt den: Velkommen til Pandora, som var jeres afgangsprojekt fra Teaterskolen.

Den cabaret tog I rundt og spillede offentligt efter I var færdige med skolen. Og her repræsenterer I et element som er et meget sjældent og ikke desto mindre meget charmerende træk: I sætter jeg ikke ned og venter på at få fede tilbud eller på at få nogle penge - I går bare i gang.

Det er en indstilling man kan komme meget langt med.

Hvis man er fyldt op med en følelse af, at man altid vil lave teater, er man ikke til at stoppe.

Selv om I - af en eller anden besynderlig grund - skulle blive proppet i fængsel, så er jeg overbevist om, at I stadigvæk ville spille teater. Og når fangevogteren kigger ind gennem glughullet til cellen, så vil I spille teater for hende med fingerdukker for at vise at I aldrig overgiver jer.

Jeres navn HOW TO KILL A DOG har på en måde også noget med Lars at gøre.

Lars havde to hunde som han altid havde med sig. De blev opdraget efter nogle Rudolf Steiner pricipper, hvilket betød at Lars var begejstret når de var naturlige: Gravede i jord eller slæbte rundt på kæppe der var så store som grænsebomme. Ikke fordi de ikke var søde og kærlige som dyr kan være, det var de bestemt, men de fik lov til at fylde rigtigt meget. Når de sammen med Lars kom på arbejde indsmurt i våd jord hoppede de op af en og rundt i møblerne. Lars lovede han nok skulle gøre rent igen og at man bare skulle give ham sit tøj, så ville han tage det med hjem og vaske det.

En af hundene var en meget klog hyrdehund, som elskede at lege med de bolde som Lars havde haft med i tasken med hundelegetøj. Hvis bolden så trillede ind under en sofa og den ikke kunne nå den, sprang hunden op på sofaen og begyndte at “grave” sig ned til bolden under sofaen ved at kratte polstringen op med sine klør.

Her var det så, jeg med den viden jeg har i dag godt kan se, at jeg sad og tænkte: HOW TO KILL A DOG.

Når I selv forklarer hvorfor I hedde det, er det fordi I har talt om at hvis I var dyr, så ville I være hunde. I ville bare lege, være loyale og allermest bare ville elskes.

Det er - efter hvad I selv siger - en begrænsning når man laver kunst, bare at ville give folk det de gerne vil have.

Derfor har I besluttet på et tidspunkt at I ville øve jer i at være hundens modsætning, og det er for jer en KAT.

I arbejder nu på at blive mere som katte: I ville ikke være optaget af at have en herre, I ville frigøre jer for snoren. I vil gå jeres egne veje.

Altsammen ting som var fuldstændig identiske med Lars opfattelse af sit arbejde som kunstner.

Lige bortset fra, at et med hensyn til at identificere sig med dyr så ville Lars være kommet frem til det fuldstændig modsatte resultat end Jer. Han var en vildkat, der viste klør når man mindste anede det og jeg tror hans kærlighed til hunde bundede i et ønske om at lære at blive mere medgørlig og elskelig.

På denne måde begynder og slutter det hele med Lars og i Lars’ ånd.

I skal have hans pris fordi i har en ustoppelig energi til at udtrykke jer på jeres egen måde og I kæmper for at slå jeres indre hunde ihjel og blive som katte, der er mystiske og uudgrundelige og viser klør når det er nødvendigt og ind i mellem æder en rotte hvis det ikke kan være anderledes.

Det sidste med rotten ved jeg ikke noget om, det er bare noget jeg digter for art komme ud af denne her hyldest på en frisk måde.

Stort tillykke med Lars Kjeldgaards Ærespris 2021.

Super-16 årgang 2021

Pristale af Claus Flygare

Jeg har været så heldig, at få lov til at sidde med i bestyrelsen af Lars Kjeldgaards fond, som hver år skal uddele en pris i Lars Kjeldgaards ånd.

Hvert år samles fondens bestyrelse og beslutter hvem der skal have årets pris.

Den eneste retningslinje vi har, er at vi skal uddele prisen i Lars ånd.

Det bestræber vi så på, selv om vi sikkert alle sammen mener noget forskelligt om, hvad Lars ånd er for noget.

Alligevel lykkes det os en gang om året at blive besjælet og når seancen er forbi har vi truffet en afgørelse der altid er enstemmig.

Allerførst vil jeg sige et par ord om Lars Kjeldgaard – så alle jer der ikke kender ham, kan blive klar over hvilket usædvanligt menneske, I har gået glip af at møde.

I 2008 fik Lars Kjeldgaard, Kari Vidø og jeg en Reumert som årets dramatikere for at have skrevet manuskriptet til en teaterføljeton i tre dele, som vi kaldte FOBI-SKOLEN.

Det var omkring dette arbejde jeg for alvor lærte Lars at kende.

Lars var professor-søn der valgte at gå sine egne veje og ikke imødekomme familiens akademiske forventninger. Han var et meget begavet og følsomt menneske, der elskede dramatik. Al dramatik. Og han elskede både film og teater…..på en måde som man sjældent ser hos folk der allerede har fået fodfæste i filmverdenen.

Han kunne se drama og lidenskaber overalt. Han meget skarp til at udtrykke sig, havde en meget stor viden og var meget belæst.

Det lyder jo altsammen meget lyserødt, og hvis jeg stoppede her, så ville det være på kant med sandheden.

Lars var ved siden af sin begavede følsomhed et kæmpe brokkehoved……

Og det særlige ved den egenskab var, at man aldrig vidste hvornår han begyndte at brokke sig. Det kunne komme som et lyn fra en klar himmel….og det var ikke noget, der var overstået på et par minutter. Det kunne blive ved.

LEDNINGERNE PÅ GULVET…RASTLØS…GÅ FREM OG TILBAGE…ANGRIBE…

Lars og jeg var i gang med at lave en forestilling om Holberg, da han pludselig døde i en alder af 53 år.

Forberedelserne til forestillingen gik blandt andet ud på, at vi læste alle Holbergs teaterstykker. Det foregik ved at vi mødtes hver dag og læste et stykke. Der var 27 stykker, så det tog sin tid.

Når man mødes hver dag i så lang tid og laver det samme, udvikler der sig hurtigt nogle rutiner.

Dagene startede med at Lars kom med hundene.

Hundene er et særligt kapitel i Larses liv…Lars havde to hunde som han altid havde med sig. De blev opdraget efter nogle Rudolf Steiner pricipper, hvilket betød at Lars var begejstret når de var naturlige: Gravede i jord eller slæbte rundt på kæppe der var så store som grænsebomme. Ikke fordi de ikke var søde og kærlige som dyr kan være, det var de bestemt, men de fik lov til at fylde rigtigt meget. Når de sammen med Lars kom på arbejde indsmurt i våd jord hoppede de op af en og rundt i møblerne. Lars lovede han nok skulle gøre rent igen og at man bare skulle give ham sit tøj, så ville han tage det med hjem og vaske det.

Det var jo en gratis omgang, da jeg ikke havde tænkt mig at gå hjem i frostvejr uden mit tøj.

En af hundene var en meget klog hyrdehund, som elskede at lege med de bolde som Lars havde haft med i sin store taske med hundelegetøj. Hvis bolden så trillede ind under en sofa og den ikke kunne nå den, sprang hunden op på sofaen og begyndte at “grave” sig ned til bolden under sofaen ved at kratte polstringen op med sine klør. Den klarede Lars også med garantier om at ordne det hele: Jeg kommer i morgen og betrækker den sofa…

Bagefter faldt der ro over det hele og vi snakkede om alt muligt for at undgå at komme i gang med arbejdet.

Under disse overspringssamtaler fortalte Lars mig en dag at han havde udviklet en meget interessant egenskab som var kommet bag på ham selv. Han købte altid ind til 4-5 personer, selv om det kun var ham selv - OG HUNDENE - der skulle spise den mad han lavede.

Hvis han daskede rundt og så på forskellige ting, f.eks. køleskabe kunne han gribe sig selv i at tænke: “Det er da et dejligt stort køleskab. Det er godt når børnene kommer til middag.” Han havde jo ingen børn. Han havde udviklet en fantom-familie, en familie der ikke var der, men som åbenbart levede i bedste velgående i hans fantasi og i hans opfattelse af sit familieliv.

Lars underviste på manuskriptlinjen på Filmskolen.

Når man taler om manuskriptlinjen på Filmskolen så er det sådan, at hvis man har sagt Kjeldgaard, har man også sagt Rukov og omvendt. Både Rukov og Lars underviste i en flydende strøm og øste af deres store viden, og det mest spændende og inspirerende foregik udenfor manuskriptet, så hvis det ikke havde været for manuskriptforfatteren Elsebeth Nielsen der har bevaret alle de noter hun lavede under sine år på Filmskolens manuskriptlinje så ville vi ikke havde anet hvad der foregik.

Elsebeth har lavet en bog hvor alle de guldkorn der blev spredt med Rukovs runde hånd har fået en fast form der kan deles med andre.

Mens bogen blev skrevet var Rukov stadig levende og han var behjælpelig med at gøre det hele klart og tydeligt og han udbyggede sine tanker og meninger sammen med Elsebeth.

Det er der kommet en meget enestående bog ud af. Det kan man blandt andet se på folks reaktion, når de hører om den.

Ej findes der sådan en bog?

Hvor kan man få den?

Det behøver I ikke at spørge om, for nu har I allesammen fået den. Bogen er proppet med ånden fra Guldalderen på manuskriptlinjen på Filmskolen…så stort tillykke med det hele og må alle disse ord være til glæde og inspiration til jer videre i jeres uddannelse.

Manuskriptforfatter & filminstruktør Frelle Petersen

Pristale af Vinca Wiedemann

Kære Frelle,

Det er en kæmpe fornøjelse at få lov til at motivere valget af dig som modtager af årets Lars Kjeldgård Pris. Og det er let, for ikke siden Niels Malmros brød igennem med sine skildringer af Barndommens Land har jeg mødt en så suveræn psykologisk og autentisk skildrer af menneskeliv i dansk muld.

Men du er helt din egen, og dine film har din umiskendelige, særegne personlige signatur. Jeg er helt overbevist om, at Lars Kjeldgaard ville have haft sans for din kunstneriske tone og menneskelige indsigt, og jeg tror I ville have fundet hinanden hurtigt i et kollegialt venskab, hvis han havde været i live. Det er faktisk motivation nok. Men der kommer et par ord mere:

Da jeg havde set din seneste film, Resten af Livet, skrev jeg et fanbrev til dig. Det er ikke så tit det sker, skulle jeg hilse og sige. Og da jeg nu genlæste den, så synes jeg faktisk ikke jeg kan sige det bedre, end jeg gjorde i min mail. Så her får I et uddrag:

“Din film var så mættet, fortættet og stemningsfuld at se, at jeg endnu ikke er kommet mig helt. Den ramte for mig helt rent i forhold til et så alment og eksistentielt centralt tema om tab og sorg, som vi alle bakser med i løbet af livet, og jeg var helt vild med dens radikale fortælleform: alt det, vi normalt ville anse for “pligtstof”, men som filmen lykkes med at fravælge.

Det har den sjældne kunstneriske effekt, at fortællingen ikke i sig selv er sørgelig, den er faktisk i lige så høj grad underfundig, og som tilskuer er der mulighed for at få lige meget ud af at se den, uanset om man bliver ramt af dens lys eller mørke. Faktisk hulkede jeg mig igennem lange stræk af filmen, mens min mand i langt højere grad fokuserede på filmens lyse sider, og alligevel var vi rørende enige om filmens høje karat.

En anden ting der slog mig, var at filmens handling, fortælleform, filmsprog og personernes sønderjyske sprog smeltede så meget sammen i forhold til det fåmælte og uudtalte, så jeg siden har gået og grublet over sammenhængen mellem den sønderjyske dialekt og lokalkulturens understatede lune.

Endelig må jeg bare tage hatten af ikke kun i forhold til at få de medvirkende amatører til at spille røven ud af bukserne, men også i forhold til at få Mette Munk Plum til at blende ind i det øvrige cast, det er sgu få der ville lykkes med den instruktionsopgave.”

Frelle, Du formår som filmskaber at give vores uforståelige og modsætningsfyldte eksistens form i en filmisk fortælling, så vi føler os set og ramt; ikke bare af et skarpt men også af et varmt og generøst blik, der kan gøre vores kaotiske liv både lettere og rigere. Det skal du have tak for. Men du står også ved begyndelsen af dit professionelle virke med at skabe film. Prisen her vil forhåbentlig være en håndfast hjælp til et pusterum i dagligdagens kamp for at betale regningerne, så kan fortsætte din kunstneriske søgen. Tillykke!

Forfatter & dramatiker Anna Juul

Thomas Korsgaard

Pristale af Claus Flygare

I år er det faldet i mit lod at skulle sige et par ord om Lars Kjeldgaard og om hvorfor vi har valgt, Thomas Korsgaard, til at modtage årets Lars Kjeldgaard Prisen.

I bestyrelsen har der fra starten eksisteret en praksis som hedder “at prisen skal uddeles i Lars ånd”.

Det åbner jo op for flere spændende fortolkninger af hvad LARS´ ÅND er. I år har jeg som noget nyt bedt bestyrelsen om kort at beskrive hvordan de oplever Lars Ånd…

Peter Bech mener at Lars var et intellektuelt væsen, eventyrlig og overskudsagtig sjov og tålte ikke dumhed eller sjusk.

Han var den standard man havde lyst til at måle sig selv og sine ideer op mod. Peter fortæller, at han tænker på Lars hver dag; om det han nu foretager sig i stort og småt, lever op til det bedst mulige.

Vinca dobbelt W oplevede at Lars var hypersensitiv, hyperskarp, hyperhysterisk, hypersjov, i det hele taget hyper - alt muligt… Det gjorde ham med sin store intellektuelle og kulturelle dannelse, og i sin næsten encyklopædiske viden, til et ekstremt stimulerende bekendtskab.

Det synes jeg fortæller meget tydeligt, at Lars var et sammensat menneske. Han var fuld af modsætninger. Modsætninger er jo gode ingredienser i ethvert drama. Og Lars´ liv blev meget dramatisk og sluttede meget dramatisk og helt uventet for alle - ikke mindst for ham selv.

Jeg husker at en ven læste hans sidste mails op til begravelsen, og det var tydeligt at Lars havde fuldt blus på pæren til det sidste. For eksempel husker jeg hans beskrivelse af Dyrehavens “luderkronhjorte” - der i sommersol villigt stod og poserede for de besøgende, mens de lagde planer om, hvordan de skulle smadre dem allesammen så snart sommeren ville gå over i efterår.

Nå, men tilbage til nogle af de modsætninger der bolterede sig inde i Lars.

Han levede alene, men det forhindrede ham ikke i at han dagligt købte ind som om han havde en familie på fem-seks medlemmer. Han fortalte, at han til sin egen overraskelse havde udviklet en fantom-familie, som han havde med sig overalt. Når han f.eks. gik forbi en forretning der havde hårde hvidevare på tilbud - fortalte han - at han kunne gribe sig selv i at tænke: “Mon ikke man skulle købe det store køleskab og et par kummefrysere til børnene!”

Flere modsætninger: Lars var meget social og han kunne ikke holde ud at være sammen med mange mennesker.

Den modsætning håndterede han ved at anskaffe sig to hunde. En mindre kortbenet type og en noget større hyrdehund af en slags, der på afstand kunne minde om en isbjørn.

Han ønskede at have kontrol over enhver situation. Men Lars´ hunde sikrede, at han aldrig havde kontrol over noget som helst.

Hvad angår Thomas Korsgaard - er der flere eksempler på hvordan du er i samklang med Lars´ ånd. Du beskriver i dine bøger din opvækst under kaotiske og dysfunktionelle forhold, og i lighed med Lars har du - til trods for dine omgivelser - været i stand til frembringe nogle usædvanligt vellykkede manuskripter.

Lars var en mønsterbryder. Hans far forventede, at han ville arbejde på at få en akademisk karriere, lige som han selv, men Lars ville noget andet, og det gennemførte han.

Thomas er også i højste grad mønsterbryder. Han ville også noget andet end at fortsætte sin families kurs - og her ser man den fuldstændig enestående udvikling som Thomas har gennemlevet - for et er, at have talent, noget andet er, hvordan man bruger det: I stedet for at skrive manifester om et glædesløst liv i provinsen og hade alle der vokser op i København og beskylde dem for at være børn af dirigenter og skuespillerinder og i stedet for at blive et nedgroet og bitter offer - er du gået dine egne veje. Du har din opvækst med i det du skriver, du beskrive hvad der er sket, uden at dømme, så du på den måde skubber dramaet over i læsernes hoveder, hvilket er uhyggeligt effektfuldt. Du har desuden et helt udsædvanligt talent for situationer og replikker, der får en til at tænke, at det før eller siden måtte føre til teater og dramatik, og ganske rigtigt: det moment er for længst indtruffet. Lige nu skriver du på en tekst der skal opføres på Det Kongelige. Der har allerede været afholdt flere workshops, og de skuespillere der var med i den proces kan fortælle, at de sjældent har oplevet en flid, et klarsyn og et nærvær som det, du udviser.

Thomas beskrives af alle de mennesker der kender ham, måske lige bortset fra hans forældre, som et generøst og behageligt menneske.

For lige at slutte fortolkningen af hvad Lars´ ånd er for noget, så er der et spørgsmål, jeg hvert år stiller mig selv, og det er:

Ville Lars kunne lide den person vi har valgt?

Jeg er fuldstændig sikker på, at Lars ville kunne lide Thomas Korsgaard og derfor er det fuldstændig i Lars´ ånd at du i år får Lars Kjeldgaard Prisen.

Thomas Korsgaard fik prisen udleveret ved et arrangement den 19. september 2024 på Brasserie Post, Øster Allé 1, 2100 København Ø.